Skip to content

Forlaget Ritmester Posts

Dansk kamplyst ved Glückstadt overraskede svenskerne

I det nyeste nummer af Chakoten – dansk militærhistorisk selskabs blad – kan du læse min artikel om det danske udfald fra fæstningen Glückstadt 22. december 1813. Det er en mindre og næsten glemt dansk-svensk konfrontation, som jeg i researchen til min bog “Rædselstiden” har fundet beskrivelser af fra både danske, svenske og britiske deltagere. Fægtningen foregik både til lands og til søs, men danskerne trak sig dog hurtigt tilbage igen bag fæstningsvoldene.

Det skete på et tidspunkt, da den svenske belejringshær omkring Glückstadt lige havde fået kontakt med en britisk flådestyrke og den svenske fører generalmajor Böje forventede en snarlig dansk kapitulation, men i stedet måtte svenskerne slå et dansk udfald tilbage og alt  håb om en hurtig afgørelse led et knæk.

Dansk Militærhistorisk Selskab er i øvrigt en hyggelig forening. Læs mere om selskabet her.

Hør podcasten “original gangstas” om dragoner 1848-1864

Så er podcasten, hvor jeg fortæller om dragoner i de slesvigske krige 1848-51 og krigen i 1864 udkommet. Det er en episode i Jydske Dragonregiments podcastserie “panserkassen”.

Det er i bogen “Det danske rytteri“, hvor man kan læse om kavaleriet i det slesvigske krige og rytteriet spiller også en stor rolle i min nye bog Rædselstiden.

Forfatteren skriver kronik i Flensborg Avis om heltedåd i Rædselstiden

Lørdag 22. maj kan læserne i Flensborg Avis læse om en af de dramatiske episoder fra “Rædselstiden – Napoleons modstandere angriber Danmark i december 1813“. Læs kronikken her (bag betalingsmur)

I december 1813 invaderede en hær ledet af den svenske kronprins Karl Johan Slesvig og Holsten, og under fjendens fremrykning faldt over 100 danske kanoner i deres hænder. Det erobrede danske artilleri skulle bruges til at bombardere den befæstede danske by Glückstadt, men vandfyldte omgivelser og en heltedåd af en dansk søofficer gjorde, at kun få kanoner nåede frem til belejringshæren.

I billedet en erobret kanon fra Glückstadt fra det svenske ármemuseum. Den var et krigstrofæ og blev ikke indsat aktivt i krigen.

Forfatteren giver interview til podcasten panserkassen

I dag har jeg givet interview til Jydske Dragonregiments podcast panserkassen. Podcasten kommer til handle om dengang danske dragoner kæmpede til hest i de slesvigske krige 1848-51 og krigen i 1864 og det er presseofficer fra Jydske Dragonregiment Nora Stone, der tilrettelægger og producerer podcasten. Det er emnet for bogen “Det danske rytteri”, som jeg udgav i 2013.

Læs mere om bogen her.

Anmeldelse i Krigsvidenskabeligt Selskab

Forside til Rædselstiden

 “Læseren inviteres, så at sige, til at skabe et indre billede af den hændelse, der udspiller sig i bogen. Det skaber en egen dramatik, som klart bidrager til at gøre læsningen let og indbydende, og er en glimrende måde at formidle kendskab til historiske begivenheder”, Steen Bornholdt Andersen, Institut for Krigsstudier, Forsvarsakademiet

Læs hele anmeldelsen her

Anmeldelse i tidsskriftet Chakoten

Hans Christian Wolter, Chakoten

Uddrag fra “Øjenvidner til angrebet på Danmark i 1813”,Chakoten – Dansk Militær Historisk Selskab, Marts 2021, 76. årgang nummer 1

“Selvom læsningen i streng kronologi fører os gennem begivenhedernes forløb, danner hele bogens struktur den nyskabelse, at kød og blod følges gennem øjnene på 20 deltagere på hver sin side af kamphandlingerne”

“Erindringsteksten er omsat til Sune Nielsens egen sprogdragt, og denne svære opgave er løst til at danne et letlæst forløb, således at man som læser finder sig godt til rette og får gavn af forløbsbeskrivelsen”

 

 

Anmeldelse i tidsskriftet Epsilon

Uddrag fra anmeldelsen “Danmark på slingretur – Fortrinlig ny historisk bog”

af Jørgen Refshauge, Tidsskiftet Epsilon

Ros til en medrivende ’dagbogsroman’ på 390 sider

Det lykkes gennemgående godt at få skabt et handlingsforløb, hvor hver af de 20 deltagende personer at belyser begivenhederne igennem deres egne ord og oplevelse af tingene.
Her er, hvad en uforfærdet dansksindet kongetro kvinde giver sig i kast med midt i begivenhederne:

“Stålsat sætter hun sig op i en hestevogn med sin 2-årige søn Petrus på armen og kører ind mod det indesluttede Hamborg, hvor hun vil besøge den franske øverstkommanderende marskal Davout og bringe, hvad han måtte have af meddelelser, videre til kongen. Hvis fjenden skal fordrives, tror hun, at det skal ske med franskmændenes hjælp (side 333) “.

Også soldater kan vise almen menneskelig medfølelse midt i en alvorlig situation:

“Arnesen og Bay aftaler aldrig at nævne majorens uheldige indsats. De har lidt ondt af deres gamle, affældige major og er klar over, at en sandfærdig rapport vil føre til, at deres kompagnichef kommer for en krigsret (side 176)”.

En voldsom træfning med euforiske undertoner:

“Nu kan hans arme sidekammerat heller ikke holde det ud længere. Den sårede hånd er helt stiv og sammenknyttet, så han kan ikke skyde mere og må fjerne sig fra kampen. De soldater, der bare er let sårede, bliver derimod stående i geledderne. Musketeren mærker, at ingen kugle vil træffe ham. Den tanke gør ham munter (side213)”.

Læs hele anmeldelsen her

Video: Briterne bombarderede danske byer med raketter

En forstørret udgave af nutidens nytårsraket spredte rædsel i de danske byer København og Glückstadt under Napoleonskrigene. Det var briterne, der tog dette våben i brug, og i min nye bog “Rædselstiden – Napoleons modstandere angriber Danmark i december 1813”, kan kan man læse om, hvordan raketten var indsat under vinterfelttoget i Slesvig og Holsten.

 

Video: Dansk rytteri kæmpede mod en overlegen fjende

Hele 10.000 mand rytteri havde den hær, som i december 1813 angreb de danske hertugdømmer Holsten og Slesvig i slutningen af Napoleonskrigene. Dengang var rytteriet en afgørende faktor i krigsførslen, selv om røgfyldte slagmarker med støj fra kanoner og musketter bestemt ikke er hestens foretrukne miljø.