Den 9. november deltager jeg i historiens dag på Sønderborg slot. Dagens tema er Første Verdenskrig.
Af Sune Wadskjær Nielsen
I anledning af Første Verdenskrigs afslutning afholder Museum Sønderjylland historiens dag på Sønderborg slot lørdag 9. november. Jeg er inviteret med, fordi jeg som frivillig har bidraget til websitet www.denstorekrig.dk. Museet stiller et bord til rådighed til mig og andre udstillere og herfra vil jeg sælge bøger. Der vil være mulighed for at købe følgende bøger:
Hvis man kommer til historiens dag venter der store oplevelser. Man kan se udstillingen om sønderjyder, der deltog i Første Verdenskrig, høre interessante foredrag og se reentactmentgruppen “westfront 1916” optræde med historiske uniformer og våben. Jeg håber vi ses til historiens dag.
I min sommerferie har jeg været på en researchtur i Mecklenburg-Vorpommern i Tyskland for at se nogle af de steder, hvor de afgørende begivenheder fandt sted under Ferdinand von Schills togt gennem forskellige tyske stater. Dette felttog er emnet for min næste bog.
Af Sune Wadskjær Nielsen
Når man skal gøre fortiden levende i en bog, er det en fordel at have set de historiske valpladser i virkeligheden, selv om meget er forandret siden 1809.
Da jeg havde 3-4 dage til rådighed, valgte jeg at besøge den lille fæstning Dömitz og Stralsund, hvor den afgørende kamp fandt sted.
Schills indrykken i Mecklenburg
15. maj 1809 overraskede nogle af Schills soldater kommandanten for den lille mecklenburgske fæstning Dömitz og gjorde sig herefter til herrer over stedet, som kun havde en ubetydelig garnison. Den preussiske officer major Ferdinand von Schill var på eget initiativ 4. maj marcheret ind i Westfalen med sit husarregiment for at støtte Østrig i krigen mod Frankrig, selvom Preussen var neutral i denne konflikt, der kaldes 5. koalitionskrig. Efter forgæves at have forsøgt at kalde befolkningen til oprør i det franskdominerede Westfalen overskred hans omkring 1000-1500 mand grænsen til Mecklenburg.
Fæstningen Dömitz er lidt forfalden, men relativ velbevaret og der er fra de lave bastioner udsigt til floden Elben. Formålet med anlægget har været at bevogte og kontrollere overgangen over Elben. Schills oprindelige ide var, at Dömitz skulle være en stærk operationsbase for de videre operationer, men han opgav hurtigt denne tanke. I stedet blev officeren Karl von Francois efterladt i fæstningen med en bagtrop, der skulle opholde fjenden, mens Schill trak sig længere nordpå mod Østersøkysten. 24. maj var der kampe ved fæstningen, da hollandske og westfalske styrker truede med at storme og skød dele af byen i brand. Karl von Francois trak sig tilbage og opgav Dömitz.
De schillske styrkers overfald på Mecklenburg var også med til at trække Danmark ind i operationerne for at tilintetgøre det Schillske korps. Danmark var på dette tidspunkt allieret med Napoleons Frankrig, men ikke forpligtet til at hjælpe Frankrig i 5. koalitionskrig. Schills aktiviteter bragte ham på kant med danske interesser, så Danmark alligevel måtte reagere. Danske artillerister var i færd med at arrangere en meget vigtig transport af 50 tons krudt fra Stralsund til Holsten, som skulle foregå over land gennem Mecklenburg, men måtte aflyses i sidste øjeblik. Nogle af artilleristerne faldt efterfølgende i fangenskab hos Schill. Desuden beordrede Kong Frederik d. VI danske soldater til at samles ved Holstens grænse for at kunne forsvare hertugdømmerne og de fransk besatte hansestæder Hamborg og Lübeck mod Schill, som ved indtagelsen af Dömitz var kommet betænkeligt tæt på Danmark. Disse soldater endte med sammen med hollandske styrker at storme Stralsund 31. maj og nedkæmpe Schills korps. En dansk husar dræbte Schill.
Interessante fund i Stralsund
I Stralsund besøgte lokalarkivet og fik kopier af tre interessante vidneudsagn fra kamphandlingerne. Der var bl.a. et brev fra en Ridende Jæger fra Schills regiment skrevet til hans far 7. juni 1809 – få dage efter slaget. Jeg så også stederne, hvor de tre byporte – Knieperporten, Tribseerporten og Frankenporten – lå. De havde stor betydning, da det var her de dansk-hollandske soldater kunne trænge ind i Stralsund og hvor de schillske styrker kunne komme ud. Alter Markt, hvor Schill ifølge mange kilder faldt, besøgte jeg samt mange andre relevante steder i byen, som dengang var en del af det franskbesatte Svensk Pommern.
Jeg håber, at det vil gøre min bog bedre, at jeg har set disse steder i virkeligheden. Som rejsekammerater på turen havde jeg min søn og min far.
Onsdag 8. maj hørte de fremmødte hos Dansk Militærhistorisk Selskab om den tragiske eksplosionsulykke på Quintus – Holmenkatastrofen – som skete 23. november 1951.
Af Sune Wadskjær Nielsen
Omkring 20-25 deltagere fra Chakoten – Dansk Militærhistorisk Selskab var mødt op på Rødovregaard, for at høre mit foredrag om Holmenkatastrofen, som jeg i 2008 udgav en bog om. Flere sagde inden jeg gik i gang, at det var emne, som de intet vidste om og så frem til at lære mere om. Tekniske problemer er enhver foredragsholders skræk, men det var jeg heldigvis forskånet for, da alt spillede, som det skulle, så det var muligt at afspille nogle korte videoklip.
Foredraget var bygget kronologisk op, som en slags nedtælling til eksplosionen, der kostede 16 mennesker livet. Først gennemgik jeg nogle at de fatale beslutninger, som førte til, at det gik så galt om aftenen 23. november 1951. At Holmen gjorde sig helt afhængig af assistance fra Københavns Brandvæsen i tilfælde af brand, at der blev arbejdet med miner i en dårlig brandsikret og kakkelovnsopvarmet træbygning, at arbejdet med søminer skulle forceres pga. den anspændte sikkerhedspolitiske situation og at kun ganske få kendte til risikoen for at trotyl kunne eksplodere efter en kortvarig brand. Herefter skildrede jeg hændelserne om aftenen indtil eksplosionen, hvor redningsmandskabet fra Københavns Brandvæsen og Falck på tragisk vis ikke blev advaret om eksplosionsfaren fra de 11 søminer i den brændende bygning.
Afslutningsvis kom jeg ind på årsagerne til katastrofen og drog nogle paralleller til situationen i dag, hvor Forsvaret også er i gang med en hektisk oprustning pga. en anspændt situation i Europa. Efterfølgende var der en del spørgsmål og forundrede kommentarer over hvordan sådan noget kunne ske. Hvordan man kunne finde på at arbejde med sprængstoffer i en kakkelovnsfyret træbygning. Der var også mulighed for at købe eksemplarer af min bog Holmenkatastrofen og mine andre bøger.
Det var en hyggelig aften og en stor tak til formanden og de andre fremmødte fra bestyrelsen, som sikrede at teknikken, virkede som den skulle.
Er du også interesseret i et foredrag, så læs mere her.
Onsdag den 8. maj klokken 19.30 holder jeg foredrag om Holmenkatastrofen for medlemmer af Chakoten – Dansk Militærhistorisk Selskab – på Rødovregaard.
Af Sune Wadskjær Nielsen
Emnet for foredraget er den tragiske hændelse 23. november 1951, hvor 11 søminer eksploderede efter en kortvarig brand i et armeringsværksted på Holmen i København. Desværre blev Københavns Brandvæsen ikke advaret om eksplosionsfaren og derfor var slukningsarbejdet i fuld gang, da minerne pludselig detonerede. 11 brandmænd, 3 Falck-reddere og 2 ansatte i Søværnet blev dræbt.
Forsvarets situation dengang rummer mange paralleller til i dag. Den sikkerhedspolitiske situation var faretruende og Forsvaret skulle i gang med en hektisk oprustning, som skabte udfordringer pga. manglende økonomi og dårlige faciliteter. Søminen var et af de vigtigste våben dengang og derfor højt prioriteret i den amerikanske våbenhjælp til Danmark.
Jeg vil i foredraget gennemgå årene, timerne og minutterne op til katastrofen og vise nogle relevante videoklip fra den tid. Der vil også være mulighed for at købe et signeret eksemplar af bogen Holmenkatastrofen, som jeg genudgav i 2022. Jeg medbringer desuden eksemplarer af mine andre bøger – Rædselstiden, Det danske rytteri og Sønderjyden Johannes Christensen.
I en notits i det svenske magasin Populär Historia, svarer jeg på spørgsmålet om, hvornår danske og svenske soldater var i kamp for sidste gang.
Af Sune Wadskjær Nielsen
Jeg har bidraget med en notits i det flotte svenske magasin Populär Historie. Her slår jeg fast, at den sidste dansk-svenske krigshandling var belejringen af Glückstadt 19/12 1813 – 5/1 1814. Det foregik under 6. koalitionskrig, hvor en hær ledet af den svenske kronprins Karl Johan angreb Holsten. Danmark var allieret med Napoleon, mens svenskerne var en del af koalitionen, som bl.a. omfattede Rusland, Storbritannien, Østrig og Preussen.
I artiklen fortæller jeg kortfattet om belejringens forløb, hvor danskerne foretog udfald 19. og 22. december. Fæstningen blev bombarderet fra både søsiden af britiske skibe og fra landsiden af batterier anlagt af den fortrinsvis svenske belejringshær, hvilket skete i to perioder 26-28/12 1813 og 1-4/1 1814. Den danske kommandant kapitulerede den 5. januar, fordi kraftig kulde svækkede fæstningens forsvar og garnisonens holstenske mandskab var på randen af mytteri.
I det nyeste nummer Dansk Militærhistorisk Selskabs blad Chakoten har jeg sammen Jørgen Kofoed skrevet en artikel om Prins Frederik Ferdinands Dragonregiment, som var det sidste dragonregiment, der var udrustet som traditionelle dragoner til at kæmpe til fods.
Af Sune Wadskjær Nielsen
Artiklen i Chakoten kredser om en vigtig udvikling i det danske kavaleris historie, nemlig udfasningen af den traditionelle dragon, der var udrustet med gevær og bajonet. Det er en udvidet version af artiklen om Prins Frederik Ferdinands dragonregiment i Sønderjysk Månedsskrift.
Den 11. januar 1814 klagede eskadronschef ritmester Seidelin over, at hans dragoner skulle bære infanterilignende geværer, når de skulle kæmpe mod de letbevæbnede og hurtige kosakker, der truede med at invadere Jylland. Han skrev:
”Ærbødigst. Da de geværer med bajonetter, som eskadronen har, er af en størrelse, tyngde og længde, at de i høj grad forhindrer og opholder bevægelserne, som må udføres med hurtighed mod det fjendtlige lette kavaleri, som der i denne tid må ageres i mod, ligesom deres tyngde dog er trykkende for sammes heste, så vil jeg ærbødigst bede Deres Højvelbårenhed at indstille til Hans Majestæt kongen, om eskadronen ikke for tiden måtte blive entlediget (fritaget fra, red.) disse for kavaleriet, så højst byrdefulde og uhensigtsmæssige lange geværer med bajonetter”.
Seidelins overordnede major Bruun sendte anmodningen videre til Kong Frederik d. VI og kongen godkendte, at eskadronen i Prins Frederik Ferdinands Dragonregiment kunne blive fritaget for at bære geværer og bajonetter. To år senere omdannede kongen regimentet til Prins Frederik Ferdinans Regiment lette Dragoner og det var dermed ikke længere udrustet med gevær og bajonet. Dermed ophørte dragonen med at kunne kæmpe fods, som var den oprindelige tanke, da man i 1600-tallet oprettede de første dragonregimenter. Dengang var dragoner beredne infanterister.
Dragonerne, der kæmpede i de slesvigske krige 1848-50 og 1864, var altså rene kavalerister uden nogen særlige færdigheder i at kæmpe til fods. Du kan læse mere om rytteriet i de slesvigske krige i min bog Det danske rytteri. Prins Frederik Ferdinands Dragonregiment og andre danske hærenheders kampe med fjenden i vinteren 1813-14 er beskrevet i min bog Rædselstiden.
Ud over at udgive Chakoten afholder Dansk Militærhistorisk Selskab en række møder, hvor der både er fokus på militærhistoriske figurer og foredrag om militærhistoriske emner. Læs mere om selskabet her.
Napoleon spillet af Joachin Phoenix er ikke overbevisende som en karismatisk hærfører i Ridley Scotts film.
Af Sune Wadskjær Nielsen
Mit indtryk af Napoleon fra, hvad jeg har læst og hørt om ham, er at hans intellekt var knivskarpt, at han arbejdede utrætteligt og stædigt og var meget forfængelig mht. sit omdømme og eftermæle. Jeg synes ikke, at det er det billede, man får af Napoleon, der i Ridley Scotts film er spillet af 49-årige Joachin Phoenix. Hans udgave af Napoleon er lidt for tilbagelænet og man har lidt svært ved at se, hvad der gjorde ham til noget særligt og til en person, der for en tid dominerede Europa. Han fungerer bedst i sin rolle som Napoleon i nederlagenes stunder på Skt. Helena, ved Waterloo, da han i Moskva indser, at zaren ikke vil slutte fred og da han må lade sig skille fra Joséphine, fordi hun ikke kan få børn.
Relationen til Joséphine er hovedtemaet
Det gennemgående tema i filmen er Napoleons forhold til sit livs kærlighed Joséphine, der er spillet af Vanessa Kirby. Det fungerer som en måde at binde filmen sammen på. Dette fokus er dog også med til at gøre nogle sekvenser i filmen langtrukne og der kunne godt have været mere temposkift. Samtidig fremstiller Ridley Scott det som om, at op- og nedturene i deres forhold havde stor indvirken på Napoleons dømmekraft. F.eks. forlader han omgående felttoget i Egypten, fordi en general fortæller ham, at Joséphine er ham utro. Selv om Joséphine utvivlsomt var kvinden i hans liv, var der andre ting, som Napoleons ambitioner på egne og Frankrigs vegne, der var mere tungtvejende.
Slagscener
Napoleon har ry for at være en af historiens største feltherrer og hans militære bedrifter og nederlag er også med i filmen. Ridley Scott har udvalgt erobringen af Toulon i 1793, nedkæmpelsen af et royalistisk oprør i Paris i 1795, slaget ved Austerlitz 1805, felttoget i Rusland 1812 og slaget ved Waterloo i 1815 som nedslagspunkter i Napoleons militære løbebane. Slagscenerne vidner ikke om nogen stor indsigt i datidens krigsførelse. De scener, som Ridley Scott slipper bedst fra, er kanonsalven mod de royalistiske oprørere i Paris og de britiske infanteristers forsvar i firkantede karréer mod det franske rytteri ved Waterloo. Det ser ud, som jeg forestiller mig, det var. Ellers synes jeg, der er for meget nærkamp, hvilket var atypisk for Napoleonskrigene, hvor den ene part oftest veg tilbage. Det mest kritisable er, at Napoleons marskaller er helt fraværende. De og deres evne til at operere med selvstændige korps var afgørende for Napoleons succes.
Filmen bruger næsten ligeså meget tid på Napoleons nederlag som hans sejre og dermed får man ikke indtrykket af, hvor store vanskeligheder de mange forskellige koalitioner mod Napoleon havde med at besejre ham. Det krævede det den yderste kraftanstrengelse af de andre stormagter at vinde over Napoleon og der var mange forgæves forsøg.
Alt i alt synes jeg, at det var en lidt skuffende oplevelse at se Ridley Scotts Napoleon. Jeg er dog glad for, at han deler min interesse for denne periodes historie.
I dette nummer af Sønderjysk Månedsskrift har jeg skrevet en artikel om Prins Frederik Ferdinands Dragonregiments kortvarige indsats i forsvaret af Slesvig mod kosakker fra den svenske kronprins’ hær.
Af Sune Wadskjær Nielsen
I Sønderjysk Månedsskrift nummer 7 kaster jeg i artiklen “De tunge dragoner befriede Vonsild” lys over en af dansk militærhistories mere ukendte episoder, nemlig kampen ved Vonsild mellem kosakker og dansk rytteri 9. jaunar 1814. Sammenstødet endte med dansk sejr og Vonsild undgik dermed at blive besat af kosakker. Læs mere om Sønderjysk Månedsskrift her.
Sejren kunne dog ikke ændre krigens gang og dagen efter sluttede Kong Frederik d. VI våbenhvile med den svenske kronprins Karl Johan og afstod nogle dage senere Norge til Sverige. Kampen ved Vonsild er også interessant, fordi det var sidste gang, at dragoner, der var udrustet med lange geværer og bajonetter, var i kamp. Traditionelt har dragoner været beredne infanterister, der kunne kæmpe til fods, men fra 1816, hvor Prins Frederik Ferdinands Dragonregiment blev omdannet til lette dragoner, ophørte dragoner med at være udrustet til at kæmpe til fods. Episoden er også beskrevet i min bog Rædselstiden.
Prins Frederik Ferdinand var kongens fætter
Jeg har desværre opdaget en ærgerlig fejl i artiklen. I en billedtekst skriver jeg, at Prins Frederik Ferdinand, som var chef for dragonregimentet, var kong Frederik d. VI’s nevø. Det er ikke korrekt. Han var Kong Frederik d. VI’s fætter. Jeg beklager fejlen.
Fotografen Marco Federmann havde sit kamera med til Göhrdeslaget 2023 og har lavet en fremragende billedserie med de mange flotte uniformer fra Napoleonskrigene.
Af Sune Wadskjær Nielsen
Slaget ved Göhrde, der oprindeligt fandt sted 16. september 1813, bliver opført af frivillige hvert andet år. I år var fotografen Marco Federmann til stede i weekenden 16-17. september på slagmarken ved den lille by Dahlenburg syd for Hamborg. Han siger: ”Som fotograf havde jeg det privilegium at være der på første hånd ved genopførelsen af slaget ved Göhrde i 1813 på det oprindelige sted i Dahlenburg. Med mit kamera i hånden var jeg i stand til at fange weekendens fascinerende begivenheder, det være sig ved den historiske bivuak eller ved de spændende kampgenopførelser”.
Marco Federmann fortsætter: ” Det var en utrolig oplevelse at bringe fortiden til live og se skuespillerne i deres autentiske kostumer. De optrædendes opmærksomhed på detaljer og dedikation var med til at gøre denne begivenhed så imponerende”.
I næste weekend 15-17. september genopfører mænd og kvinder klædt i uniformer fra Napoleonskrigene Göhrdeslaget.
Af Sune Wadskjær Nielsen
Slaget ved Göhrde fandt sted 16. september 1813 og blev udkæmpet mellem cirka 4.000 franskmænd og 12.000 tyskere fra forskellige stater. De forenede tyske styrker vandt slaget. Hvert andet år genopfører frivillige slaget ved den oprindelige slagmark ved landsbyen Dannenberg sydøst for Hamborg, hvilket i år finder sted i næste weekend 15-17. september.
De franske soldater var en del XIII franske armekorps under marskal Davouts ledelse. Det danske auxiliærkorps hørte også til XIII fransk armekorps. De tyske styrker var en del af koalitionens nordarme, der i december angreb Danmark. Auxiliærkorpset ydede hård modstand og besejrede 10. december ved Sehested en styrke på ca. 8.000 mand af Nordarmeens soldater. I min bog Rædselstiden kan man læse om slaget ved Sehested, som tre danske soldater og en tysk soldat oplevede det.
I 2021 lavede jeg denne video om genopførslen af Göhrdeslaget, som jeg selv besøgte i 2019.