Jeg skal 19. februar klokken 19.00 holde foredrag ved Skamlingsbanken for Historisk Samfund for Sønderjylland Haderslev Kreds. Emnet er felttogene i Nørrejylland i de slesvigske krige.
Af Sune Wadskjær Nielsen
Det er en kendt sag, at treårskrigen og krigen i 1864 primært drejede sig om Slesvig, men der blev også kæmpet længere nordpå og jeg er blevet inviteret til Sønderjylland for at fortælle om disse begivenheder. I tre perioder overskred fjenden Kongeåen under de slesvigske krige – april-maj 1848, april-juli 1849 og februar-november 1864. Den danske hær forsøgte at forsvare så meget som muligt af den jyske halvø og de tyske stater, der sendte soldater op i Jylland, blev også udsat for et diplomatisk pres fra andre europæiske lande. I min bog “Det danske rytteri: De sidste kampe til hest 1848-64” har jeg skrevet om flere af de træfninger, der fandt sted, for det var primært hærens dragonregimenter, som havde til opgave at genere fjendens bevægelser i Jylland og forhindre at hele landsdelen blev besat.

Foredraget bliver holdt på Skamlingsbanken, Skamlingvejen 123, Sjølund og det koster 75 kroner at deltage (kaffe og kage er inkluderet). Der vil være mulighed for at købe bøger. Historisk Samfund for Sønderjylland Haderslev Kreds står for arrangementet i samarbejde med Hejls lokalhistoriske forening. Man skal tilmelde sig senest 16. februar på HShaderslev@gmail.com