Skip to content

Tag: Glückstadt

Vores mål er at ødelægge byen

Jeg har fået udgivet en artikel Sønderjysk Månedsskrift om den britiske flådes operationer på Elben fra december 1813 til april 1814. Den har titlen ”Kanontorden på Elben”.

Af Sune Wadskjær Nielsen

Artiklens primære kildemateriale er kommandør John Marshalls breve, som jeg også har benyttet i bogen Rædselstiden. John Marshall var næstkommanderende i Royal Navys Elbeneskadre og en barsk og målrettet herre. Sammen med svenskerne var han med til at bombardere den danske by Glückstadt.

”Vores mål er at ødelægge byen. Vi har allerede kastet 1000 skud ind i den”, skriver John Marshall 27. december i et brev.

“Kære Gud. Skulle jeg undslippe med mit hoved, håber jeg det vil føre til min forfremmelse, da jeg leder den kæmpende del af eskadren”, fortsætter han.

John Marshall jagtede en forfremmelse i krigens sidste måneder og var derfor meget opsat på at komme i kamp med danskere i Glückstadt og franskmændene i Hamborg. Indsatsen mod Glückstadt sluttede med en stor sejr for de allierede, da Glückstadt kapitulerede 5. januar 1814. Pga. den hårde vinter måtte John Marshall vente helt til 25. april 1814, før han kunne føre sine skibe i kamp mod franskmændene. I mellemtiden havde Danmark skiftet side i krigen og han havde faktisk 50 danske matroser om bord på sine fartøjer, der var meget underbemandede. Her kan du læse mere om den aktuelle udgave af Sønderjysk Månedsskrift.

Forside Sønderjysk Månedsskrift nummer 5

Kildemateriale fra USA

En afskrift af John Marshalls breve befinder sig på Fondren Library, der ligger i Houston i Texas (USA). Det skyldes sandsynligvis, at John Marshall deltog i et søslag mellem den amerikanske fregat USS Constitution og den britiske fregat HMS Java 29. december 1812, hvilket er en berømt episode i amerikansk historie. John Marshall faldt efter kampen i amerikansk fangenskab, men blev befriet efter en fangeudveksling, hvorefter han fik posten som næstkommanderende i Elbeneskadren.

Foredrag om Rædselstiden på Forsvarsakademiet

I går mandag 4. oktober holdt jeg foredrag om min bog “Rædselstiden – Napoleons modstandere angriber Danmark i december 1813” for Dansk Militærhistorisk Kommission. Foredraget handlede primært om den utraditionelle formidlingsform, jeg bruger i bogen Rædselstiden med en dag-for-dag beskrivelse af begivenhederne set fra et antal personers synsvinkel, der på skift er i begivenhedernes brændpunkt. Foredraget fandt sted på Forsvarsakademiet i bibliotekets lokaler og Steen Bornholdt Andersen, der har anmeldt min bog, bød velkommen. Som foredragsholder frygter man altid at stå med tekniske problemer, men teknikken fungerede stort set upåklageligt.

Mit foredrag var delt op i 4 hovedafsnit:

1. Mit militærhistoriske forfatterskab
2. Hvordan jeg har udvalgt de 20 personer, som jeg følger i bogen og hvilke kampe og dramatiske begivenheder, jeg havde fokus på.
3. Udfordringer med at arbejde med kilder fra denne periode. Bl.a. suspekte kilder som Jacob Kloppenborgs “En gammel soldats erindringer”
4. Fordele og ulemper ved denne formidlingsform, hvor jeg også løftede sløret for, hvilke fremtidige projekter jeg har i tankerne.

Foredraget varede ca. en halv time, hvorefter jeg svarede på en del spørgsmål fra det meget militærthistorisk interesserede publikum. Claus von Barnekow spurgte til, hvordan deltagerne i krigen opfattede Danmarks franske allierede og jeg svarede, at flere af de danske soldater i bogen, havde en ret negativ opfattelse af franskmændene – bl.a. Hans Jørgen Blom og Glückstadts kommandant generalmajor Czernickow. Jeg svarede også på hvor ordet “rædselstiden” kommer fra og her forklarede jeg, at indbyggerne i og omkring Glückstadt brugte ordene “schreckenzeit” eller “schreckensepoche” om felttoget i Holsten december 1813 – januar 1814.

Efter foredraget var der mulighed for at købe bogen.

Er du også interesseret i et foredrag, så læs mere her.

Dansk Militærhistorisk Kommission
Dansk Militærhistorisk Kommission er en sammenslutning af militærhistorisk interesserede, der virker inden for det historiske forskningsområde, herunder på universiteter, museer, arkiver og biblioteker.

Kommissionen har som formål at fremme dansk militærhistorisk virksomhed og at varetage kontakten mellem dansk og international militærhistorisk virksomhed.

Dansk kamplyst ved Glückstadt overraskede svenskerne

I det nyeste nummer af Chakoten – dansk militærhistorisk selskabs blad – kan du læse min artikel om det danske udfald fra fæstningen Glückstadt 22. december 1813. Det er en mindre og næsten glemt dansk-svensk konfrontation, som jeg i researchen til min bog “Rædselstiden” har fundet beskrivelser af fra både danske, svenske og britiske deltagere. Fægtningen foregik både til lands og til søs, men danskerne trak sig dog hurtigt tilbage igen bag fæstningsvoldene.

Det skete på et tidspunkt, da den svenske belejringshær omkring Glückstadt lige havde fået kontakt med en britisk flådestyrke og den svenske fører generalmajor Böje forventede en snarlig dansk kapitulation, men i stedet måtte svenskerne slå et dansk udfald tilbage og alt  håb om en hurtig afgørelse led et knæk.

Dansk Militærhistorisk Selskab er i øvrigt en hyggelig forening. Læs mere om selskabet her.

Forfatteren skriver kronik i Flensborg Avis om heltedåd i Rædselstiden

Lørdag 22. maj kan læserne i Flensborg Avis læse om en af de dramatiske episoder fra “Rædselstiden – Napoleons modstandere angriber Danmark i december 1813“. Læs kronikken her (bag betalingsmur)

I december 1813 invaderede en hær ledet af den svenske kronprins Karl Johan Slesvig og Holsten, og under fjendens fremrykning faldt over 100 danske kanoner i deres hænder. Det erobrede danske artilleri skulle bruges til at bombardere den befæstede danske by Glückstadt, men vandfyldte omgivelser og en heltedåd af en dansk søofficer gjorde, at kun få kanoner nåede frem til belejringshæren.

I billedet en erobret kanon fra Glückstadt fra det svenske ármemuseum. Den var et krigstrofæ og blev ikke indsat aktivt i krigen.