Napoleon spillet af Joachin Phoenix er ikke overbevisende som en karismatisk hærfører i Ridley Scotts film.
Af Sune Wadskjær Nielsen
Mit indtryk af Napoleon fra, hvad jeg har læst og hørt om ham, er at hans intellekt var knivskarpt, at han arbejdede utrætteligt og stædigt og var meget forfængelig mht. sit omdømme og eftermæle. Jeg synes ikke, at det er det billede, man får af Napoleon, der i Ridley Scotts film er spillet af 49-årige Joachin Phoenix. Hans udgave af Napoleon er lidt for tilbagelænet og man har lidt svært ved at se, hvad der gjorde ham til noget særligt og til en person, der for en tid dominerede Europa. Han fungerer bedst i sin rolle som Napoleon i nederlagenes stunder på Skt. Helena, ved Waterloo, da han i Moskva indser, at zaren ikke vil slutte fred og da han må lade sig skille fra Joséphine, fordi hun ikke kan få børn.
Relationen til Joséphine er hovedtemaet
Det gennemgående tema i filmen er Napoleons forhold til sit livs kærlighed Joséphine, der er spillet af Vanessa Kirby. Det fungerer som en måde at binde filmen sammen på. Dette fokus er dog også med til at gøre nogle sekvenser i filmen langtrukne og der kunne godt have været mere temposkift. Samtidig fremstiller Ridley Scott det som om, at op- og nedturene i deres forhold havde stor indvirken på Napoleons dømmekraft. F.eks. forlader han omgående felttoget i Egypten, fordi en general fortæller ham, at Joséphine er ham utro. Selv om Joséphine utvivlsomt var kvinden i hans liv, var der andre ting, som Napoleons ambitioner på egne og Frankrigs vegne, der var mere tungtvejende.
Slagscener
Napoleon har ry for at være en af historiens største feltherrer og hans militære bedrifter og nederlag er også med i filmen. Ridley Scott har udvalgt erobringen af Toulon i 1793, nedkæmpelsen af et royalistisk oprør i Paris i 1795, slaget ved Austerlitz 1805, felttoget i Rusland 1812 og slaget ved Waterloo i 1815 som nedslagspunkter i Napoleons militære løbebane. Slagscenerne vidner ikke om nogen stor indsigt i datidens krigsførelse. De scener, som Ridley Scott slipper bedst fra, er kanonsalven mod de royalistiske oprørere i Paris og de britiske infanteristers forsvar i firkantede karréer mod det franske rytteri ved Waterloo. Det ser ud, som jeg forestiller mig, det var. Ellers synes jeg, der er for meget nærkamp, hvilket var atypisk for Napoleonskrigene, hvor den ene part oftest veg tilbage. Det mest kritisable er, at Napoleons marskaller er helt fraværende. De og deres evne til at operere med selvstændige korps var afgørende for Napoleons succes.
Filmen bruger næsten ligeså meget tid på Napoleons nederlag som hans sejre og dermed får man ikke indtrykket af, hvor store vanskeligheder de mange forskellige koalitioner mod Napoleon havde med at besejre ham. Det krævede det den yderste kraftanstrengelse af de andre stormagter at vinde over Napoleon og der var mange forgæves forsøg.
Alt i alt synes jeg, at det var en lidt skuffende oplevelse at se Ridley Scotts Napoleon. Jeg er dog glad for, at han deler min interesse for denne periodes historie.
